Virus/influenza

Virus/influenza

Virusinfektioner i luftvejene – herunder influenza – er meget almindelige, især i vinterhalvåret. Sygdommen skyldes virus og går i de fleste tilfælde over af sig selv i løbet af nogle dage til en uge.

Influenza smitter let mellem mennesker via små dråber fra hoste og nys samt ved kontakt med hænder eller overflader, hvor virus kan sidde. Symptomerne opstår typisk 1–4 dage efter smitte. 

Typiske symptomer

Influenza starter ofte pludseligt og kan give:

  • Feber
  • Hovedpine
  • Muskelsmerter og ømhed i kroppen
  • Træthed og utilpashed
  • Tør hoste
  • Ondt i halsen
  • Løbende eller stoppet næse

Hos de fleste varer feberen et par dage, mens hoste og træthed kan vare lidt længere. 

Hvad kan du selv gøre?

Ved almindelig virusinfektion eller influenza kan du ofte lindre symptomerne ved at:

  • Hvile og tage det roligt
  • Drikke rigeligt med væske. Gerne noget saftevand med sukker i.
  • Tage febernedsættende/smertestillende medicin efter behov
  • Undgå hård fysisk aktivitet, mens du er syg

De fleste raske personer behøver ikke behandling hos læge ved almindelige influenzasymptomer. 

Undgå at smitte andre

For at begrænse smitte anbefaler Sundhedsstyrelsen blandt andet:

  • Bliv hjemme, hvis du er syg
  • Vask hænder ofte eller brug hånddesinfektion
  • Host eller nys i ærmet
  • Luft ud jævnligt i hjemmet
  • Gør rent, især på overflader mange rører ved

God håndhygiejne og at blive hjemme ved sygdom er nogle af de vigtigste måder at forebygge smitte på. 

Hvornår bør du kontakte lægen?

Kontakt lægen hvis:

  • du tilhører en risikogruppe (f.eks. ældre eller kronisk syge) og får influenzasymptomer
  • du får åndenød eller svært ved at trække vejret
  • du bliver meget alment påvirket
  • feber varer mere end 4–5 dage
  • symptomerne bliver værre i stedet for bedre

Hvis du er i tvivl om dine symptomer, har brug for råd eller vejledning, er du altid velkommen til at kontakte klinikken.