Gratis HPV-vaccination til mænd født i 2005
Som en del af finansloven for 2025 er der sikret finansiering til et tidsbegrænset tilbud om gratis HPV-vaccination til mænd født i 2005. Tilbuddet gælder fra den 1. januar til den 31. december 2025.
Tilbuddet omfatter alle mænd født i 2005, som ikke tidligere er vaccineret mod HPV, samt mænd i målgruppen, der er påbegyndt, men ikke har fuldført vaccinationsprogrammet.
Kontakt klinikken for at bestille tid. Vi træffes på 86981336.
Info om HPV-vaccinen:
Human papillomavirus (HPV)-infektion kan forårsages af over 100 forskellige HPV-undertyper. Nogle typer forårsager hudinfektioner (fx hudvorter), andre typer forårsager infektioner på slimhinder, fx kønsvorter (kondylomer) og kroniske fissurer (revner).
Blandt alle disse HPV-typer har nogle HPV-infektioner højere risiko for at kunne føre til kræft.
Den hyppigste kræftform forårsaget af HPV er livmoderhalskræft, men HPV-infektioner er også ansvarlige for en række andre mere sjældne kræftformer, fx analkræft, kræft i skeden og de udvendige kvindelige kønsorganer, peniskræft og visse typer kræft i hoved-hals-regionen, fx kræft i mandlerne og tungeroden.
Gardasil®9 som anvendes i børnevaccinationsprogrammet, beskytter mod syv typer HPV (16, 18, 31, 33, 45, 52 og 58), som er skyld i op mod 90 % af alle tilfælde af livmoderhalskræft, samt to typer af HPV (6 og 11) som er skyld i op mod 90 % af kondylomer (kønsvorter).
Vaccinen yder også beskyttelse overfor de typer af HPV-infektioner, der er ansvarlig for HPV-relateret analkræft tilfælde, HPV-relateret kræft i skeden og de udvendige kvindelige kønsorganer. Peniskræft og visse typer kræft i hoved-hals-regionen, fx kræft i mandlerne og tungeroden kan også forårsages af HPV-infektion. Det forventes, at vaccinen også har en effekt mod disse kræfttyper.